
Vindmøller
Kommunalbestyrelsen har udarbejdet en overordnet plan for placering af vindmøller i kommunen. Vindmølleplanen, der er vedtaget den 31. marts 2011, er Kommuneplantillæg nr. 5 til kommuneplan 2009-2021. Vindmølleplanen er offentliggjort i Sydsjællands Tidende den 13. og 14. april 2011.
Tillæg nr. 5 – vindmølleplanen – kan ses her og på kommunens biblioteker eller rekvireres ved henvendelse til Borgerservice.
Miljøvurdering
I henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer, har Kommunalbestyrelsen udarbejdet en miljøvurdering af vindmølleplanen, der vurderer de i loven nævnte miljøpåvirkninger af planen, deres indbyrdes forhold, samt etablerings- og langsigtede virkninger. Miljøvurderingen indgår i tillæg nr. 5 -vindmølleplan.
Retsvirkning
Tillægget har ifølge Planlovens § 12 den retsvirkning, at Byrådet kan modsætte sig opførelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentlige formål, eller omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.
Klage
I henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, kan kun retslige spørgsmål påklages. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om tillæggets lovlighed, herunder tillæggets lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over tillæggets hensigtsmæssighed. Klage sendes til Natur og Miljøklagenævnet, Rentemestervej 8, 2400 København NV eller nmkn@nmkn.dk. Klagen skal være modtaget af Natur og Miljøklagenævnet inden 4 uger fra datoen for offentliggørelse af planen. Natur og Miljøklagenævnet tager et gebyr på 500 kr. for at behandle klagen. Hvis De vil indbringe spørgsmål om tillæggets lovlighed for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra datoen for offentliggørelse af planen.
Kort om vindmølleplanen
Kommunalbestyrelsen vedtog den 31. marts 2011 vindmølleplanen, som også er tillæg nr. 5 til kommuneplan 2009-2021. Vindmølleplanen indeholder 3 udpegede områder til store vindmøller på mellem 100-150 m:
- V01.01 Køng Mose (125-150 m totalhøjde)
- V01.02 Gl. Lundby (100-125 m totalhøjde)
- V12.01 Kostervig (125-150 m totalhøjde)
I vindmølleplanen indgår en miljørapport, som beskriver den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet ved planens gennemførelse.
Læse mere om vindmølleplanen og dens tilblivelse i menuen til venstre.